Miso karamel

Silkeblød miso karamel som er cremet og fyldt med dyb karamelsmag. Denne saltkaramel kombinerer klassisk hjemmelavet karamel med hvid miso, som giver en let saltet og umamifyldt smag, der løfter karamellen uden at overdøve den søde klassiske karamelsmag.

close up miso karamel

Miso karamel – Silkeblød og rig på umami

Der er noget helt særligt ved hjemmelavet karamel. Den dybe karamelliserede smag, den bløde konsistens og balancen mellem sødt og salt gør den svær at holde fingrene fra.

I denne version har jeg tilsat hvid miso, som måske ikke er den første ingrediens, man tænker på i en karamel. Men misoen gør faktisk noget ret fantastisk. Den tilfører umami og en let salthed, som giver karamellen mere dybde og får den karamelliserede smag til at træde endnu tydeligere frem, præcis som i cookies med miso og chokolade.

Jeg laver karamellen som en tør karamel, hvor sukkeret smeltes direkte i gryden uden vand. Det giver en intens karamelsmag og en smuk ravgylden farve. Inden fløden tilsættes, luner jeg den altid. Det er et lille trick, som gør processen mere skånsom og hjælper karamellen med at samle sig flot uden at klumpe. Resultatet er en blød og cremet karamel, som passer perfekt til alt fra is og brownies til cheesecakes, pandekager og havregrød.

Derfor skal du lave miso karamel

  • Silkeblød og cremet konsistens.
  • Intens karamelsmag.
  • Umami bombe.
  • Hjemmelavet og budgetvenlig.
  • Perfekt som sauce, fyld eller topping.
  • Holder sig længe på køl.

Opskrift hjemmelavet miso karamel

Reklamelinks er markeret med*
opskrift miso karamel
Gem til madplan

Miso karamel

Silkeblød miso karamel som er cremet og fyldt med dyb karamelsmag. Denne saltkaramel kombinerer klassisk hjemmelavet karamel med hvid miso, som giver en let saltet og umamifyldt smag.
Ingen bedømmelser endnu
Klik på stjernene for at bedømme opskriften 🚀
Antal: 1 glas
Forberedelse5 minutter
Tilberedelse10 minutter
I alt15 minutter

Ingredienser

  • 170 g sukker
  • 40 g smør
  • 200 g piskefløde
  • 25 g hvid miso

Tilberedelse

  • FORBERED: Vej smør og miso af og lad det få stuetemperatur. Kom sukkeret i en tykbundet kasserolle og sæt den over middelvarme (min stod på 5-6 ud af 9). Lun fløden på et andet blus, når fløden begynder at simre let, slukker du for varmen.
    TIP: Brug en gryde med lys bund – så det er nemmere at følge karamellens farve
  • SMELT SUKKER: Vi ønsker at smelte sukkeret til en let mørkebrun farve. Da vi laver en tør karamel (uden vand i sukkeret) kan du godt røre forsigtigt rundt med en spatel.
    Når sukkeret begynder at smelte i kanterne, trækker du det forsigtigt ind mod midten med en varmefast spatel. Det er vigtigt ikke at røre for meget rundt, da sukkeret ellers kan klumpe sammen. Du fortsætter, indtil alt sukkeret er smeltet og har fået en dyb ravgylden farve.
  • SMØR OG FLØDE: Når alt sukkeret er smeltet til en ravgylden farve tilsætter du smør og miso. Karamellen vil først boble op, men blot rør rundt indtil massen er homogen og faldet sammen, du kan med fordel bruge et lille piskeris.
    Herefter tilsætter du forsigtigt fløden lidt af gangen, under omrøring, det vil boble voldsomt op, nærmest som en vulkan. Så pas på og vær sikker på den er faldet ned igen før du tilsætter resten af fløden. Rør rundt indtil du har en lækker, cremet karamel.
    Grundet vi lunede vores fløde inden, skulle din karamel gerne være homogen og glat. Men er dette ikke tilfældet skruer du ned til lav varme og røre indtil alt er smeltet og du har en silkeblød karamel.
    Kom miso karamellen på glas med låg og sæt den på køl, hvor karamellen vil sætte sig.
Fik du lavet opskriften?Jeg ville ELSKE at se dine kreationer! Tag mig endelig med @albertestengaard og brug evt. #albertestengaard så jeg kan følge dit madeventyr

Lidt om råvaren – Hvid miso

Miso er en fermenteret pasta, som traditionelt bruges i det japanske køkken, men den fungerer overraskende godt i søde opskrifter.
I denne karamel handler det ikke om, at karamellen skal smage af miso. Misoen fungerer i stedet som en smagsforstærker, der fremhæver de karamelliserede noter fra sukkeret og giver en dybere og mere afrundet smag. Jeg bruger hvid miso, også kaldet shiro miso, fordi den er mild, let sødlig og perfekt til desserter. Den giver masser af umami uden at dominere.

Sådan laver du miso karamel

Jeg har i mange år været lidt usikker ved tanken om at lave karamel. Jeg troede, det var svært, tog lang tid, og at sukkeret ville brænde på, så snart man kiggede væk. Men efter at have lavet karamel nogle gange fandt jeg ud af, at det faktisk er meget mere overskueligt, end jeg havde forestillet mig. Når man først forstår de enkelte trin, og hvordan sukker, smør og fløde arbejder sammen, bliver det en både sjov og utrolig tilfredsstillende proces. Og så er hjemmelavet karamel ovenikøbet en langt billigere løsning end de færdigkøbte varianter.

Nedenfor gennemgår jeg de vigtigste trin lidt mere i dybden, så du får en bedre forståelse for processen og de små detaljer, der gør det nemmere at lykkes med en hjemmelavet karamel.

Tør karamel eller våd karamel?

Der findes to klassiske måder at lave karamel på. Våd og tør.
Ved en tør karamel smeltes sukkeret direkte i gryden uden vand. Det giver en dybere og mere intens karamelsmag og er den metode, jeg foretrækker til denne opskrift. Tør karamel er hurtigere, men kræver din fulde opmærksomhed. Du hælder sukkeret i en tykbundet gryde og varmer det op ved middel varme. Når sukkeret begynder at smelte i kanterne, trækker du det forsigtigt ind mod midten med en varmefast spatel. Det er vigtigt ikke at røre for meget rundt, da sukkeret ellers kan klumpe sammen. Du fortsætter, indtil alt sukkeret er smeltet og har fået en dyb ravgylden farve.

Ved en våd karamel opløses sukkeret først i vand, inden det karamelliserer. Det giver lidt længere arbejdstid og kan føles mere trygt første gang, man laver karamel.

Lun fløden inden den tilsættes

Når fløden tilsættes den varme miso karamel, sker der en kraftig temperaturændring. Hvis fløden kommer direkte fra køleskabet, kan karamellen lettere klumpe eller stivne undervejs.
Jeg luner derfor altid fløden, inden den hældes i gryden. Det gør temperaturforskellen mindre, og karamellen bliver langt nemmere at samle til en glat og ensartet sauce. Det er et lille trick, som gør processen mere overskuelig – især hvis du ikke har lavet karamel før.

Miso cookies med brunet smør og chokolade
Sprøde i kanten, bløde i midten og med den skønneste kombination af brunet smør, miso, chokolade og sesam. De her miso cookies er søde, salte, let karamelliserede og har en lille varme fra ingefær og kardemomme.
Gå til opskriften
opskrift miso cookies

Hvorfor smør og miso før fløde

Der findes flere måder at lave karamel på, og i mange opskrifter tilsættes fløden, før smørret kommer i. Jeg gør det omvendt. Jeg rører først smør og miso ud i den varme karamel, inden fløden tilsættes. Smørret smelter hurtigt sammen med karamellen, og misoen bliver samtidig rørt helt ud, så den fordeler sig jævnt. Derefter tilsætter jeg den lune fløde lidt ad gangen, hvilket gør det nemmere at samle karamellen til en glat og ensartet konsistens.

Jeg oplever, at det giver en mere rolig proces, hvor både smør og miso bliver arbejdet godt ind, inden karamellen fortyndes med fløden.

hvornår er karamellen færdig?

Det første, du skal holde øje med, er sukkeret. Når det er smeltet og har fået en flot ravgylden farve, er det klar til næste trin. Bliver karamellen for lys, får den ikke den samme dybe karamelsmag, og bliver den for mørk, kan den udvikle en bitter smag. Jeg holder derfor altid øje med farven frem for tiden.
Når smør, miso og den lune fløde er rørt i, skal karamellen blot røres, til den er helt glat og ensartet. På det tidspunkt er den som udgangspunkt færdig og vil sætte sig yderligere, når den køler af.

Ønsker du en tykkere karamel, kan du lade den simre ganske kort over lav varme. Jo længere karamellen simrer, desto mere væske fordamper, og desto tykkere bliver den. Husk dog, at karamellen også bliver markant fastere, når den kommer på køl, så den må gerne virke en smule mere flydende, end du ønsker den færdige konsistens.

Mit tip: Er du i tvivl om konsistensen, så tag hellere miso karamel af varmen en anelse for tidligt end for sent. Du kan altid koge den lidt længere, men en karamel, der er blevet for tyk, er sværere at rette op på.

Mine bedste tips – Få succes med karamel

  1. Brug en gryde med lys bund – så det er nemmere at følge karamellens farve
  2. Vej fløde, smør og miso af, så det er klar – lige pludselig går det stærkt
  3. Brug almindelig hvid sukker – her kan vi se hvornår karamellen har den rigtige farve
  4. Lad smør og miso være stuetemperatur – så undgår vi temperaturchok i miso karamel
  5. Hold øje med karamellen – den kan hurtigt gå fra gylden til brændt
  6. Tilsæt smør og miso INDEN fløde – så inkorporeres det bedre
  7. Lun fløden, inden den tilsættes – så undgår vi karamellen klumper
  8. Tilsæt fløde lidt af gangen – det vil bruse op, så pas på og tilsæt gradvist
  9. Brug hvid miso for den mest harmoniske smag – dette er min favorit
  10. Brug rigtig smør – for bedste smag og resultat

Hvad kan miso karamel bruges til?

  • Havregrød, smoothies og yoghurt
    • Server miso karamel som topping på lun havregrød, græsk yoghurt eller smoothies. Prøv bl.a. i kombination med bagte rabarber og granola. Det er lækkerier på højt plan til morgenmad eller snack.
  • Brownies, blondies og diverse chokoladekager
    • Brug som karamelsauce ovenpå brownies og chokoladerkager, gerne i samspil med vaniljeis eller hvis du går all in hjemmelavet banan-karamel is.
  • Cheesecakes og tærter
    • Swirl miso karamel ovenpå cheesecake eller server til lun æble- eller pæretærte.
  • Pandekager og vafler
  • Topping og fyld i kager
    • Prøv mit svampede bananbrød, ristet og serveret med miso karamel og ekstra bananskiver – AV det er godt!
    • Eller som karamel frosting..
  • Og meget meget mere..
  • OKAY sidste. Prøv miso karamel som ekstra fyld i pistaciekage..

Mit tip: Den er også virkelig fin som en hjemmelavet gave i et glas. Hvem ville ikke elske miso karamel.

Svampet banankage med karamel frosting
Prøv den lækreste, svampet banankage toppet med karamel chokolade frosting.
Gå til opskriften
svampet banankage opskrift

Ofte stillede spørgsmål

Smager karamellen af miso?

Nej. Misoen giver primært dybde, umami og en let salthed, som fremhæver karamelsmagen uden at dominere.

Opbevaring

Opbevar karamellen i et rent glas med låg i køleskabet. Den bliver fastere, når den er kold. Ønsker du en mere flydende konsistens, kan du lade den stå ved stuetemperatur i lidt tid eller lune den ganske kort.

Kan jeg bruge brun miso?

Ja, men brun miso har en kraftigere og mere intens smag, så du skal bruge meget mindre. Jeg anbefaler hvid miso, hvis du ønsker en blød og harmonisk karamel.

Hvorfor luner man fløden?

Lun fløde gør temperaturforskellen mindre, når den tilsættes karamellen. Det gør processen nemmere og mindsker risikoen for, at karamellen klumper.

Kan jeg lave karamellen uden miso?

Ja, så får du en klassisk hjemmelavet saltkaramel (men husk så at tilsæt salt). Misoen er dog med til at give den ekstra dybde og kompleksitet.

Hvor længe kan miso karamel holde sig?

Opbevaret på køl i et rent glas holder karamellen sig fint i omkring 2-3 uger.

Hvorfor smager min karamel brændt?

Sukker brænder meget hurtigt, når det først begynder at tage farve. Hvis du venter for længe med at tilsætte smør og fløde, bliver sukkeret bittert. Det er bedre at stoppe processen, når sukkeret har farve som en mørk kobbermønt. Næste gang du laver miso karamel, skal du have alle dine ingredienser afmålt og klar ved komfuret, før du starter.

miso karamel
Del indlægget med nogen du holder af

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering